Home » Nyheder » 76-året for sprængning af Langåbroerne
Foto: Egon Thomsen

76-året for sprængning af Langåbroerne

Om morgenen den 18. november 1943 drønede flere eksplosioner i Langå. Drønene var så voldsomme, at de kunne høres helt til Randers 15 kilometer væk.

Det var Langåbroerne, som blev sprængt i stumper og stykker. Sprængningerne ved Langå stoppede togdriften i 12 dage og blev dermed den største og mest betydningsfulde jernbanesprængning under besættelsen.

Modstandsmanden Jørgen Røjel blev i september 1943 kontaktet af Ole Geisler. Han oplyste til Jørgen Røjel, at Langåbroerne skulle sprænges efter ordre fra London.

Mandag aften før sprængningen forinden kørte Christian Bach (Sabotage fra Randers til Rådal Plantage i Langå med sprængstoffet, som skulle benyttes. Læge Sven Thorup Petersen havde kørselstilladelse, og var derfor i stand til at fragte sprængstoffet i bil.

De havde i forvejen udset sig Rådal plantage 500 meter vest for broerne som skjulested. Her skulle kasserne med sprængstof dækkes til med jord og granris.

Mens de gravede forlod Thorup Petersen de andre for en tid. Han var inviteret til et middagsselskab i Randers, som han var tvunget til at gå til. Han måtte derfor tilbage til Randers og iføre sig kjole og hvidt, hvorefter hen på ny kørte til Langå. Det er med sikkerhed den eneste illegale aktion, som blev udført i smoking.

At sprængningen af broerne overhovedet kunne gennemføres skyldtes Hvidstengruppens modtagelser af våben og sprængstoffer på Mustard Point. Derfor spillede Hvidstengruppen en væsentlig rolle for at skaffe det nødvendige sprængstof.

Onsdag Den 17. november om aftenen cyklede seks sabotører fra Randers til Langå, og mødestedet var plantagen.

De seks sabotører var adjunkt Kaj Hoff, den 20-årige violinist Ole Hovedskov, den 20-årige maskinist Sven Johannesen, den 27-årige bankassistent Oluf Kroer, kommunelærer Ejvind Jacobsen, og læge Jørgen Røjel.

I forvejen havde de lavet en aftale med de der beskyttede broen, havde de lavet en aftale med, at de måtte flygte til Sverige. De bliver bagbundet, og sabotørerne smider deres rifler i Gudenåen, og sætter dem i sikkerhed i passende afstand.

Kun én af betjentene kommer til Sverige, mens den anden gik under jorden ved sin onkel på Fyn.

Da ”blyanterne” var trykkede, skulle eksplosionen ske tyve minutter senere. Men der skete intet.

Først flere timer senere drønede detonationerne gennem Gudenådalen, og den sidste ladning gik ved 7 tiden om morgenen.

Grunden til de forsinkede sprængninger i Langå var den, at cordtexen svigtede, og at kulden havde påvirket blyanterne således, at den kemiske proces i disse var blevet forsinket.

Dagen efter sprængningen tager Jørgen Røjel ned på stationen i Randers, hvor han forsøgte at købe en billet til Aarhus. Men han fik at vide, at der ingen tog gik, og at der ikke ville gå tog foreløbig.

Dagen efter vrimler det med Gestapofolk i Randers, og under deres finkæmning af byen ringer de på døren kl. 6 om morgenen hos Ejvind Jacobsen. Han forklarer gennem den lukkede dør, at han lige skal have noget tøj på, men han er stået op tidligere, da Gestapo havde for vane at ankomme tidligt.

Han kaster sig ned fra altanen på 2. sal i boligkarreen Ryhaven i det centrale Randers, og brækker en fod i faldet. På trods af det lykkes det ham at flygte til Sverige. Samme morgen pågribes Sven Johannesen i sin lejlighed og Oluf Kroer på sin arbejdsplads. De har begge en af politimændenes pistoler på sig og kan umuligt bortforklare det.

Kaj Hoff bliver arresteret den 30. november ved en storrazzia i byen. Hoff stilles foran en glohed ovn med hænderne i vejret. Hoff, der var tidligere løjtnant i den finske hær, havde svoret, at han intet vil røbe, hvis han faldt i tyske hænder. Som en ordholdende mand vælger han at fare på en af de tyske soldater. I hidsigt slagsmål tumler de rundt, men tyskerne tør ikke skyde af frygt for deres kammerats liv. Da Hoff giver slip og springer op mod et vindue for at undslippe, skyder de ham i ryggen, og han dør.

Sven Johannesen og Oluf Kroer er ikke de eneste, der blev arresteret dagen efter sprængningerne. Ole Hovedskou bliver fundet og sendt til KZ-lejr, som han overlevede, men døde af pga. tuberkulosen fra lejrene.

Den tyske krigsret i Aarhus dømte Oluf Kroer, Sven Johannesen til døden, og de blev sammen med Århus-sabotøren Georg Mørk Christensen henrettet den 2. december 1943 på Skæring Hede. Det blev den første massehenrettelse under besættelsen.

De lagde naturligvis hele Randers i sorg. Alle forlystelser var aflyst den dag. Kaj Munk, der også blev berørt af hændelsen, skrev i den anledning:

»Drenge, I drenge som døde – I tændte for Danmark i dybeste mulm en strålende morgenrøde«

Stenen i Mindelunden på Nordre Kirkegård, bærer inskriptionen fra Kaj Munks bevingede ord.

Sprængningerne gav genlyd uden for landets grænser og fra det officielle England kom kort efter meddelelser om, at sabotagerne og krigssejlernes indsats var afgørende for, at Danmark kunne anses som allieret.

76-året for sprængningen blev markeret ved en ceremoni ved Langåbroerne i Langå. Formand for Langå Egnsarkiv Egon Kristen bød velkommen, og fortalte herefter minutiøst om da jernbanen kom til Langå i 1862 og bl.a. jernbanens betydning i krigen mod prøjserne i 1864. Han kunne oplyse, at Langåbroerne blev sprængt første gang under krigen i 1864.

Herefter talte byrådsmedlem Iben Sønderup. Hun var sidste år initiativtager til at der blev etableret en oplysningstavle ved Langåbroerne, som fortæller den dramatiske historie om broerne. Hun benyttede lejligheden til at tage skarpt afstand fra det hærværk, som den nazistiske organisation Nordfront havde foretaget mod 84 jødiske gravsten på Østre Kirkegård i Randers, og de episoder som organisationen havde foretaget på årsdagen for krystalnatten.

»Vi må ikke glemme historien. Modstandsbevægelsen i Danmark var afgørende for, at vi efter krigen blev opfattet som allieret og som forkæmpere for en fri og demokratisk verden« sagde Iben Sønderup.

»Takket være modige mennesker, som turde tage kampen op mod Hitlers uhyggelige krigsmaskine har vi i dag vores frihed til at tænke, tro og mene hvad vi vil. Derfor er vi samlet her i dag, for at markere en af modstandsbevægelsens vigtigste aktioner på dansk jord« påpegede hun.

Efter Iben Sønderups tale blev der afholdt to minutters stilhed til ære for modstandsfolkene, og ceremonien afsluttedes med at synge »Altid frejdig når du går.«

Arrangørerne vil forsøge at gøre markeringen til en årligt tilbagevenden begivenhed.

Tekst/Foto: Egon Thomsen

About Egon Thomsen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: