Don't Miss
Home » kategorier » Alarm 112 » Døgnrapporten: Påvirkede bilister, indbrud og listetyve
Foto: Johnny Sørensen

Døgnrapporten: Påvirkede bilister, indbrud og listetyve

Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport d. 14 januar 2019

Ubudne gæster på byggepladsen


En byggeplads på Sønderkæret i Klarup fik i weekenden 11. – 14. januar besøg af en eller flere indbrudstyve.

Flere forskellige skurvogne og containere blev brækket op af tyvene, hvor de stjal en masse forskelligt værktøj samt nøgler til maskinerne på pladsen.

Derudover skar de et låsebeslag op på en af stålcontainerne på pladsen.

Har du set noget i ovenstående tidsrum? Så hører vi gerne fra dig på 114.

 

Spritkørsel uden kørekort i Tylstrup


En patrulje kom søndag eftermiddag 13. januar til at køre bag en bil på Luneborgvej i Tylstrup.

Bilen kørte meget usikkert og meget langsomt.

Betjentene valgte derfor at stoppe bilen for at se, hvad der foregik.

Da de tog snakken med den 78-årige mand, stod det klart for betjentene, at han havde drukket for meget til at kunne køre bil. Et hurtigt opslag i systemet kunne desuden forklare, at manden havde fået frataget kørekortet tidligere.

Alkometeret blev fundet frem og bilisten fik lov at testkøre det, som straks lød på en promille på over det tilladte.

Han blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og uden kørekort.

 

Indbrud i gågaden


En butik på Algade i Aalborg fik mellem 12. januar og tidligt mandag morgen 14. januar besøg.

Besøget foregik dog uden for åbningstid, hvor indbrudstyven brækkede en lås op, der sad nederst i hoveddøren i butikken. Døren vender imod gågaden.

Tyvene har været rundt i hele butikken, hvor de blandt andet har stjålet poser med slik, kakaodrikke, chokolade og byttepenge fra kassen.

Har du set noget mistænkeligt i gågaden i weekenden, så hører vi gerne fra dig på 114 eller njyl@politi.dk

 

Påvirket bag rattet


En patrulje kørte natten til mandag 14. januar forbi en parkeringsplads ved Vodskovvej i Vodskov.

Her spottede de en tændt bil med en person bag rattet.

De valgte at vende om og køre over til bilen for at se, om alt var, som det skulle være, tidspunktet taget i betragtning.
Et hurtigt opslag i systemet kunne forklare betjentene, at nummerpladerne på bilen var meldt stjålet. Da betjentene tog fat i bilisten, lugtede der desuden kraftigt af hash fra kabinen.

De to personer blev bedt om at stige ud ad bilen, hvorefter betjentene ransagede køretøjet. Betjentene fandt 200g skunk, en peberspray samt to knive og en bøtte med amfetamin.

Det førte til en sigtelse for at køre bil i påvirket tilstand på stjålne plader og med en bil fyldt med euforiserende stoffer samt ulovlige våben.

De sigtede måtte stige ud ad bilen og ind på bagsædet af patruljevognen, der kørte til stationen.

Elektroniktyve i Tårs


En bærbar computer af ukendt mærke samt en ASUS tablet, en ASUS computer og en minkpels.

Dét blev udbyttet for en eller flere tyve, da de lagde vejen forbi en villa på Johannes Hansens Vej i Tårs søndag eftermiddag 13. januar.

Et vindue til spisestuen blev opbrudt med et koben, hvorefter tyvene havde fri adgang til hele huset.

Tyvene forlod stedet igen via terrassedøren.

Har du fået sikret dit hjem imod indbrud. Læs mere her om, hvordan du bedst undgår indbrudstyven.

 

Kontanttyve i Hjørring


Et koben blev søndag aften 13. januar brugt på en terrassedør på Teglvej i Hjørring.

Tyven forsøgte ihærdigt at brække døren op, men uden held.

En stor sten blev derfor fundet frem, der blev kastet igennem ruden i døren i stedet for.

Herefter kunne tyven række armen ind og åbne døren indefra.

Hele huset blev gennemgået for værdier, hvor tyven slap af sted med et større kontantbeløb.

Listetyv i Aalborg


Kun en time var anmelder uopmærksom, da en listetyv var forbi en villa på Nibevej i Aalborg sv.

Mellem klokken 19.30 og klokken 20.30 søndag 13. januar, var en listetyv forbi hjemmet.

Tyven gik ind af hoveddøren, som ikke var låst, da der var et arrangement på stedet. Herefter tog tyven to tasker fra entréen og forlod stedet igen.

Den ene af taskerne var en sort Gucci-taske med flere pas i. Den anden var en sort håndtaske med et nøglebundt og en iPhone i.

Lås altid døren, hvis du ikke er i nærheden. Holder du fest, og skal døren være ulåst, så sørg for altid at kunne se døren.

 

Er der nogen hjemme?


Også i Tårs var en listetyv forbi søndag eftermiddag 13. januar.

En beboer på Vrejlev Klostervej var smuttet over til genboen til en snak, hvorfor han ikke tænkte, at det var nødvendigt at låse hele hjemmet.

Det viste sig dog at være en dum idé.

En listetyv brugte nemlig muligheden til at gå ind ad terrassedøren, der ikke var låst, og gik direkte efter smykker og pung.

Tyven slap af sted med kontanter, der lå i en pung i soveværelset, samt forskellige ringe i sølv og guld.

Listetyven skal kun bruge sekunder.

About Johnny Sørensen

© Copyright 2018 DK-EVENT - HELE DANMARKS EVENTGALLERI. Vores artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

%d bloggers like this: