Emma fra Hobro skal studere i Holland

Læs mere her

Foto: Nordea-fonden, Hobro

23-årige Emma Brogaard Frandsen fra Hobro skal på studieophold i Holland som led i sin kommunikationsuddannelse. Med i bagagen er et legat på 10.000 kroner fra Nordea-fonden.

I august siger 23-årige Emma Brogaard Frandsen på gensyn til sit liv som kommunikationsstuderende på uddannelsen i Aarhus og rejser på studieophold i Holland.

Emma skal til efteråret være udvekslingsstudent på HU University of Applied Sciences Utrecht som led i sin uddannelse, og hun glæder sig enormt til de faglige muligheder, der venter:

”Jeg drømmer om at kombinere min uddannelse med adfærdsvidenskab, men det udgør desværre en lille del af mit studie i Danmark. Så jeg søgte faktisk universitetet i Utrecht udelukkende af faglige årsager, da de tilbyder præcis det program, der passer til mine behov. Et program, der handler om, hvordan vi psykologisk bliver påvirket af medierne, hvilket jo er mega relevant i dag. ”

Det er dog ikke kun de faglige muligheder, der lokker. Også udsigten til store personlige udfordringer og oplevelser har fået Emma til at søge mod udlandet.

”Det med at komme ud i verden og møde andre kulturer, er en fantastisk oplevelse og kan samtidig give mig et nyt perspektiv på verden. Jeg regner ikke med at løbe ind i det store kulturchok, da Holland på mange måder er ret lig Danmark. Til gengæld skal jeg bo på campus med de andre udvekslingsstuderende, så her er der plads til at man kan lære, og blive inspireret af hinanden. ”

10.000 kroner med i bagagen
Ud over pas, tøj og studiebøger har Emma også et legat på 10.000 kroner fra Nordea-fonden med i bagagen.

Legatet skal bruges på at dække nogle af de mange udgifter, der er forbundet med et dyrt studieophold i udlandet:
”Jeg er lidt overvældet over at have modtaget legatet, og det skal selvfølgelig bruges fornuftigt. Det vil helt klart give mig en større økonomisk frihed og jeg vil meget gerne være en del af studienetværket ESN Utrecht, som bl.a. står for at arrangere en masse ture rundt i Holland samt en masse fælles aktiviteter. Det vil berige mig socialt og give mig store oplevelser at deltage i mange af disse ture og aktiviteter. ”

Emma kommer hjem fra sit studieophold i Holland i starten af 2020 og fortsætter derefter på sin kommunikationsuddannelse i Aarhus, som hun forventer at færdiggøre i januar 2021.

Fakta
Mere end 15.000 danske studerende rejser hvert år på studieophold i udlandet som led i deres videregående uddannelse (kilde: Danmarks Statistik).

De studerende har mulighed for at søge forskellige legater, der kan dække nogle af omkostningerne ved et studieophold i udlandet.
Nordea-fonden uddeler årligt op til 10 mio. kr. i legater til professionsbachelorstuderende og kandidatstuderende, der tager på studieophold i udlandet.

Nordea-fondens næste ansøgningsrunde er til efteråret med ansøgningsfrist 15. oktober.

Tekst/Foto:
Nordea-fonden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: