Hobro IK tabte første playoff-opgør trods dominans

4 min read

Trods et klart overtag i spillet, så måtte Hobro IK alligevel se sig slået med 0-1, da de hjemme tog imod Vejle Boldklub i det første af to playoff-kampe.

AF JACOB MØLLER NIELSEN

 

Kampen mod Vejle Boldklub blev åbnet på dramatisk vis, da opgøret knap havde rundet det første minut, før Rasmus Minor blev sparket i hovedet af Vejle Boldklubs Vladen Yurchenko. Dommer Jakob Kehlet valgte ikke at give et gult kort for hændelsen, som i tilskuernes øjne sagtens kunne været takseret til et rødt kort. Efter fire minutters behandling måtte Rasmus Minor bæres fra banen, og Frans Putros kom på banen i stedet. 

Den hårde start på kampen fortsatte, og det var tydeligt, at begge hold var mere bange for at lukke mål ind, end de turde forsøge sig med offensivt spil. Der blev begået mange frispark, og spillet var i det hele taget meget præget af fysik og duelspil. Derfor sejlede spillet frem og tilbage på banen, uden nogle af holdene for alvor var farlige på deres chancer.

Kampens første åbenlyse chance faldt til Vejle-mandskabet, da Jacob Schoop i det 23. minut fik sendt en lang bold ind mod Kjartan Finnbogason, som dirigerede bolden i mål med hovedet. 1-0 til Vejle Boldklub efter en meget kluntet start på kampen, hvor ingen af holdene for alvor fik vist sig positivt frem.

Efter Vejle-scoringen begyndte Hobro-spillerne at rykke på sig, og Pål Kirkevold blev sendt i dybden. Vejle-målmand Thomas Hagelskjær gik ned i duellen, men fik den ikke med sig. På forunderlig vis fløjtede dommer Jakob Kehlet for frispark til Vejle Boldklub i en situation, som meget vel kunne have ført til en scoring til de gulklædte.

Hobro-mandskabet fortsatte ufortrødent med at presse på og var flere gange tæt på at få skudt bolden ind over målstregen, men måtte se deres forsøg reddet af Vejle-målmanden. Udligningen var især tæt på, da Vito Hammershøy-Mistrati og Emmanuel Sabbi fik en dobbeltchance efter flot forarbejde fra Sabbi, men begge gange måtte de se deres forsøg pareret.

Efter 20 minutters pres mod Vejle-målet var der ikke mere tid tilbage af første halvleg, og der blev derfor fløjtet til pause af kampens dommer. 0-1 til Vejle Boldklub i en første halvleg, hvor Hobro IK havde teten, men Vejle-mandskabet var i front på den chance de havde, og slutproduktet manglede fra hjemmeholdet. 

Manglende slutprodukt resulterede i nederlag

Anden halvleg startede som første halvleg gjorde, da det hårde fysiske spil dominerede igen. Ingen af holdene kom rigtigt frem til noget, og der blev begået mange frispark. Det var tydeligt, at Vejle var tilfredse med deres 0-1-føring, og derfor stod de solidt i defensiven og overlod det meste af initiativet til Hobro IK. De gulklædte havde dog svært ved at spille sig igennem, og derfor flød spillet lidt frem og tilbage med masser af spilstop.

Den første store chance kom til Hobro-mandskabet, da Emmanuel Sabbi i det 60. minut fik et indlæg i fødderne i angrebets venstre side. Med en flot dribling fik han sat sig selv i en god skudposition, men skuddet blev reddet af Vejle-målmand Thomas Hagelskjær. En ellers god aktion af en velspillende Emmanuel Sabbi. 

Herefter fortsatte det fysiske spil, og de store chancer udeblev. Der var flere optræk til Hobro-scoringer, men slutproduktet manglede fortsat. Hobro IK fortsatte med at søge den afgørende scoring, men de var altid lige et skridt bagefter i de afgørende situationer.

Det offensive pres fra holdet fra Mariagerfjord resulterede i plads i rummet bag Hobro-forsvaret, hvilket gav Vejle-mandskabet mulighed for kontraangreb. De var i flere omgange tæt på at udnytte pladsen, men enten var de ikke skarpe nok, eller også fik Jesper Rask afværget situationerne. 

Kampen blev fløjtet af efter en anden halvleg uden kæmpe chancer til begge sider. 

Hobro-mandskabet må erkende, at de manglede slutprodukt på deres chancer i en kamp, hvor Vejle-spillerne udnyttede den chance, som de havde i første halvleg. Kampen endte derfor 0-1 til Vejle Boldklub, som tager første stik i kampen om overlevelse i Superligaen.

Det er dog langt fra slut endnu, da der venter yderligere 90 minutters fodbold i Vejle næste søndag, hvor Peter Sørensens mandskab har mulighed for at vende slagets gang.
 

Kampfakta:

Hobro IK 0 – 1 Vejle Boldklub (0-1)

 

Mål:

Kjartan Finnbogason, Vejle Boldklub (23. minut, 0-1)

 

Hobro-opstilling:

Jesper Rask

Nicholas Gotfredsen – Jesper Bøge – Rasmus Minor – Mathias Haarup

Emmanuel Sabbi – Jonas Brix-Damborg – Vito Hammershøy-Mistrati – Christian Cappis

Julian Kristoffersen – Pål Kirkevold

 

Udskiftninger:

Ud: Rasmus Minor – Ind: Frans Putros (5. min.)

Ud: Mathias Haarup – Ind: Jacob Tjørnelund (72. min.)

Ud: Christian Cappis – Ind: Mikkel M.P. (78. min.)

 

Ubenyttede spillere:

Adrian Kappenberger, Mathies Skjellerup, Danny Olsen, Sebastian Grønning.

 

Advarsler:

Frans Dhia Putros, Hobro IK (43. min.)

Kjartan Finnbogason, Vejle Boldklub (59. min.)

Jonas Brix-Damborg, Hobro IK (62. min.)

Louati, Vejle Boldklub (76. min.)

 

Tilskuertal:

3.326

Dommer:

Jakob Kehlet

Foto: Johnny Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © All rights reserved. EventGruppen | Newsphere by AF themes.