Manglende TV-indtægter og trænerskifte medfører underskud i Hobro IK A/S

Læs mere her

Foto: Johnny Sørensen

Hobro IK A/S kunne torsdag aften præsentere et underskud på 6,3 mio. DKK efter skat. Blandt årsagerne til det negative regnskab er manglende TV-indtægter samt et trænerskifte, der regnskabsmæssigt afskrives på en gang. Lars Hird blev desuden valgt ind i bestyrelsen i stedet for Jakob Rømsgaard, der ikke ønskede at genopstille.

Torsdag aften blev der afholdt ordinær generalforsamling i Hobro IK A/S, og her blev der offentliggjort et regnskab for perioden 01/07-2018 – 30/06-2019, hvilket viste et minus på ca. 6,3 mio. DKK efter skat. Det skal ses i forhold til et overskud på 1,7 mio. DKK i forrige regnskabsår, således at de to seneste år i landets bedste fodboldrække har medført et underskud på samlet 4,6 mio. DKK.

Bestyrelsesformand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel, forklarer om det negative regnskab:

– Generelt er der to hovedårsager til det negative regnskab. Den første årsag er, at Hobro IK i sidste sæson var placeret som nummer 13 eller 14 i tabellen gennem hele sæsonen, og de placeringer giver ikke mange penge, når der fordeles TV-penge til klubberne. Det medførte, at vi fik 6,4 mio. DKK mindre i TV-indtægter før skat, end der var budgetteret med, selvom der var budgetteret med færre TV-indtægter i sæsonen 2018/19, end der blev realiseret året forinden. Derudover afskedigede vi en træner midtvejs i sæsonen, hvilket der jo er omkostninger forbundet med, og det skal regnskabsmæssigt afskrives på en gang.

– Selvom det altid vil gå op og ned i en fodboldklub, der er afhængig af de sportslige resultater på banen, betyder årets negative resultat, at livremmen spændes ind, da egenkapitalen skal genskabes. Det betyder dog ikke, at klubben er nødsaget til at sælge spillere, og ligeledes betyder det ikke, at klubben ikke kan forlænge kontrakter med de spillere, som klubben måtte opnå enighed med om nye aftaler. Således er likviditeten sikret i det indeværende regnskabsår i overensstemmelse med regnskabsretlige og sportslige regelsæt, forklarer bestyrelsesformand Lars Kühnel.

Seks af de syv bestyrelsesmedlemmer i Hobro IK A/S blev genvalgt. Kun Jakob Rømsgaard ønskede ikke at genopstille, og i stedet blev Lars Hird valgt ind i bestyrelsen.

Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen

Foto: Johnny Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: