Nyt i Handelsbyen Hadsund.

2 min read
Læs mere her ...

Foto: Hadsund Handel

Nogle ideer har det med at skulle modnes over tid, og nu realiseres en ide fostret hos Rasmine´s ejer Lone Jespersen, der for et par år siden blev inspireret at billeder i Nordjyske fra en by i udlandet, hvor de havde hængt farvestrålende paraplyer op i en gågade.

Hadsund har en flot gågade med wire´s hen over gaden til brug for den årlige julebelysning ned gennem gågaden og på torvet, og disse var perfekt egnet til at genbruge ideen fra udlandet, men det kneb lidt med opbakningen til den, iflg. nogle, skøre ide.

Men når Års kan sætte et usselt juletræ op på Torvet og få stor opmærksomhed for dette, er barrieren sat for lignende skøre påhit i andre byer, og Lone fik i år opbakning fra Lonnie der er ejer af byens senest ankomne tøjbutik; Milles Heaven, og de 2 stærke kvinder har nu formået at få Hadsund Handels aktivitetsudvalg med på ideen.

Det bliver dog ikke kun paraplyer, der skal pryde de 10 wires gennem gade og Torv, men hvad de 2 damer har fundet på og fundet frem fra butikkerne, må alle selv konstatere ved et besøg i byen, og så kan man dømme det til at være sjovt, pænt eller grimt.

En stor hjælpende hånd fik de fra Peter Fisker fra Molhøj El, der har sponsoreret den nødvendige lift til at kunne hænge effekterne op i 5-6 meters højde og mandskabet bestod yderligere af Palle fra Sportigan, Thomas fra Alles Sko og Fingerbøl, hvor der var Tina´s mand der viste sig at blive redningsmanden. Hverken Palle eller Thomas ville i højden, også selv om det ikke var Mount Everest de skulle bestige.

I løbet af august måned, når turisterne drager hjemad, tages effekterne ned igen så vi kan få genskabt ro og orden i vor gågade og på Torvet, i hvert fald i forhold til udsmykningen.

Vi har kun det sjov vi selv laver, er afslutningsreplikken fra Lone og Lonnie og det har de så evigt ret i.

Tekst/Foto: Hadsund Handel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © All rights reserved. EventGruppen | Newsphere by AF themes.