’Øen – en ny begyndelse’ på DR1

Hvad vil du komme til at savne, hvis du mistede alt fra vores moderne samfund ?

Foto: DKEVENT

Hvad vil du komme til at savne, hvis du mistede alt fra vores moderne samfund? Det bliver 14 danskere stillet over for i et nyt DR1-program, når de i en måned skal leve på en øde ø. Over otte afsnit får deltagerne en ny begyndelse, når de i fællesskab skal bygge et samfund op fra bunden.

’Øen – en ny begyndelse ’ er et nyt socialt eksperiment, der undersøger mennesket og fællesskabet, når det kommer under pres. For hvad sker der, når 14 helt almindelige danskere fratages det moderne livs bekvemmeligheder og skal leve på en ø uden civilisation i Stillehavet? Det får vi at se i det kommende program på DR1, der har premiere torsdag den 17. oktober.

Den leg og fantasi, mange på et tidspunkt har haft om at lande på en øde ø, bliver virkeliggjort for de 14 deltagere. Dog er det et eventyr, der viser sig at være en hårdere opgave for deltagerne, end de kunne forestille sig, når hverdagen på øen melder sig. Gruppen efterlades alene på den øde ø kun med vand nok til at klare sig i et døgn – resten er op til dem. De skal herfra i fællesskab finde ly, vand og føde og klare sig selv i en måned.

Jan Lagermand Lundme, der er redaktør for ’Øen – en ny begyndelse’, fortæller om programmet:

– Vi vil gerne undersøge, hvad der sker, når vi mister alt det, som vi er så vant til i vores danske samfund. Det er en enestående mulighed for at få indblik i, hvordan det moderne menneske reagerer, når det får muligheden for at opbygge et nyt samfund fra bunden. Hvor vi i ’Alene i vildmarken’ har fokus på individet, har vi her fokus på fællesskabet. Vi går efter gruppens snak og refleksion om livet, og hvordan vi har valgt at leve i denne tid. På øen handler det ikke om at konkurrere, men om at holde sammen og indgå i et fællesskab.

Nyt program med fællesskabet i fokus

Alt, hvad der udspiller sig på øen, er filmet af deltagerne selv, så alt kontakt til omverden er de afskåret fra. Her finder deltagerne ind til grundlæggende instinkter, gruppedynamikker, og personlige styrker. Vi kommer til at få et indblik i individet over for fællesskabet, hvor venskaber, modsætninger og magtforhold udspiller sig. Det er en fortælling om essentielle relationer, som vi alle kan relatere os til og snakke med om over spisebordet.

De 14 deltagere er bredt repræsenteret fra hele landet og med forskellige baggrunde, men de har det til fælles, at de alle kommer med personlige motivationer for at tage af sted, og de ser det som en unik og livsforandrende oplevelse, de skal ud på. Derudover har de forinden gjort sig tanker om, hvad netop de kan bidrage med til fællesskabet og til opbyggelsen af et helt nyt samfund.

Oplevelsen vil give dem perspektiv på livet, som vi lever det i Danmark. Både deltagerne, men også seerne bag skærmene, kan reflektere over alt det, vi har, og som vi tager for givet i hverdagen. Livet på øen sætter tingene i perspektiv i forhold til ressourcer og forbrug, når man selv skal skaffe alt. Toilet, rindende vand, et fyldt køleskab og nære relationer lærer deltagerne at sætte pris på i en grad, de sjældent har gjort før.

’Øen – en ny begyndelse’ har premiere torsdag den 17. oktober klokken 20.00 på DR1 og allerede fra klokken 06.00 på DRTV.

Liste over deltagere + vært:

  • •Dennis, paramediciner, bor i Bjæverskov, født i 1982
  • •Henrik, selvstændig og direktør, bor i Snedsted ved Thy, født i 1967
  • •Jacob, fotograf, bor i København, født i 1980
  • •Jakob, landskabsarkitekt, bor i Karrebæksminde, født i 1972
  • •Jesper, fotograf, bor i København, født i 1972
  • •Johnny, selvstændig bilhandler, bor i Hjørring, født i 1974
  • •Mathias, handikapledsager, bor i Østbirk, født i 1999
  • •Peter, driftsleder, bor i Stubbekøbing, født i 1990
  • •Katja, sygeplejerske, bor i Odense, født i 1990
  • •Lise Lotte, hundeadfærdskonsulent, bor i Holmegaard, født i 1970
  • •Louise, folkeskolelærer, bor i Solrød Strand, født i 1979
  • •Louise Helene, fotograf, bor i København, født i 1979
  • •Maria, marketingansvarlig, bor i København, født i 1987
  • •Rikke, vikar i hjemmeplejen, bor i Hillerød, født i 1991
  • •Vært: Christian, praktiserende læge og orlogskaptajn, bor i Varde, født i 1974

Tekst: DR1 – Foto: DK Event

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: