Home » Nyheder » Randers Social- og Sundhedsskole får international anerkendelse
Foto: Randers Social- og Sundhedsskole

Randers Social- og Sundhedsskole får international anerkendelse

Et toårigt internationalt udviklingsprojekt om ledelse for læring resulterede i stor ros til Randers Social- og Sundhedsskole. I forbindelse med et transnationalt besøg på skolens afdelinger i Randers og Grenå anerkendte gæster fra europæiske uddannelsesinstitutioner skolen for en tillidsfuld og motiverende tilgang til læring.

“Eleverne giver skolens værdier liv,” udbryder en finsk professionshøjskoleunderviser under et besøg på Randers Social- og Sundhedsskole.

Besøget er led i et internationalt udviklingsprojekt, som Randers Social- og Sundhedsskole er tovholder på. I to år har skolens pædagogiske ledelseskonsulent, Anne-Birgitte Rohwedder, samarbejdet med skolens internationale koordinator og ledelsen om at blive endnu skarpere på, hvordan man kan arbejde med ledelse for læring i erhvervsuddannelser.

Med i projektet er tre andre erhvervsskoler fra Holland, Ungarn og Italien samt en finsk professionshøjskole, der uddanner erhvervsskolelærere. I løbet af de seneste to år har projektgruppen på skift besøgt de repræsenterede skoler i Europa.

Under det seneste besøg hos Randers Social- og Sundhedsskole blev samtlige gæster imponerede over den tilgang til læring, som ledelsen, underviserne og eleverne præsenterede dem for.

Plads til ansvar og fejl

På tre dage blev gæsterne udsat for job shadowing, round table-samtaler og paneldebatter. Det var alt sammen med til at give et indblik i hverdagen, kulturen og grundlaget for at arbejde med ledelse for læring på Randers Social- og Sundhedsskole.

Efterfølgende skulle gæsterne evaluere deres besøg og analysere oplevelserne fra skolens afdelinger i Randers og Grenå. Og selvom Anne-Birgitte Rohwedder ikke var i tvivl om, at Randers Social- og Sundhedsskole er en god skole, blev hun og kollegaerne overvældede over de rosende kommentarer:

“Det var virkelig fedt at høre dem sige, at vores skole er sådan et sted, hvor der er plads til at tage ansvar og lave fejl. At vi skaber rum for omsorg og humor i undervisningen og skolemiljøet. Så bliver det da ikke meget bedre,” siger hun med et stort smil, og skynder sig at supplere:

“Og efter flere års samarbejde med de her folk, kender vi efterhånden hinanden ret godt. Så jeg ved, at når de roser os, så er det fordi, de mener det.”

Refleksion er sundt

Under besøget foregik en del af elevernes undervisning på engelsk, og ifølge underviser, Anne Marie Svendsen, var det en god og lærerig oplevelse for eleverne:

“Jeg blev meget imponeret over vores elever. Flere af dem valgte selv at stille spørgsmål og reflektere over teorien på engelsk. Så bliver man lige lidt ekstra stolt af sin klasse,” fortæller hun.

Men det var ikke kun eleverne, der fik noget ud af besøget:

“Gæsterne havde en masse spørgsmål til vores praksis. De kommer fra helt andre kulturer, og deres nysgerrighed fik mig til at reflektere lidt ekstra over mine didaktiske og pædagogiske metodevalg. Det, tror jeg, er rigtig sundt og gavnligt, uanset hvad du arbejder med – altså at reflektere over din egen faglighed.”

Gode relationer og stærk ledelse

Bland gæsternes rosende ord, var der særligt én kommentar, der gjorde positivt indtryk på Anne Marie:

“Da de fortalte, at de oplevede en skole, hvor underviserne formår at have gode og tillidsfulde relationer til eleverne, samtidig med at de sikrer en stærk ledelse af elevernes læring, blev jeg ekstra stolt. Klasserumsledelse er noget, vi har arbejdet rigtig meget med, og det er et stort fokus for os. Derfor er det ekstra fedt at blive anerkendt for, at ens indsats bærer frugt,” siger hun.

Fototekst: Anne Marie Svendsen er underviser på SOSU-uddannelserne på Randers Social- og Sundhedsskole. Refleksion og stolthed var hendes udbytte af et transnationalt besøg i forbindelse med et udviklingsprojekt om ledelse for læring i erhvervsuddannelser.

Fakta:

  • Det internationale udviklingsprojekt, Leadership for Learning i VET, er et Ka2-projekt støttet af Erasmus+
  • Randers Social- og Sundhedsskole er tovholder på projektet, og skolens pædagogiske ledelseskonsulent, Anne-Birgitte Rohwedder er facilitator
  • Projektets formål er at besvare spørgsmålet: Hvordan opstår den bedste ledelse for læring, og hvilke mekanismer skaber den bedste ledelse?
  • Ledelse for læring forstås i denne sammenhæng både som formel organisationsledelse og som undervisernes ledelse af elevernes læring.
  • Projektet er toårigt og vil blive afsluttet ved udgangen af 2019.
  • Projektets fjerde transnationale besøg foregik hos Randers Social- og Sundhedsskoles to afdelinger i Randers og Grenå
  • Partnerne i projektet er, foruden Randers Social- og Sundhedsskole, erhvervsskoler fra Holland, Finland, Ungarn og Italien

About Johnny Sørensen

© Copyright 2018 DK-EVENT - HELE DANMARKS EVENTGALLERI. Vores artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: