Don't Miss
Home » Nyheder » Ribe Esbjerg HH vs. Mors Thy Håndbold
Foto: Marc M. Andersen

Ribe Esbjerg HH vs. Mors Thy Håndbold

Mandag aftens hjemmekamp mod Mors-Thy Håndbold blev nøjagtig det drama, som de fleste nok havde forventet.

To hold der begge har fået en skrækkelig start på sæsonen. To hold der har fået lidt medvind pointmæssigt i de senere kampe, særligt Mors-Thy med 7 points i de seneste 4 kampe. To hold som notorisk spiller spændende og jævnbyrdige kampe mod hinanden. Det måtte blive spændende. Og det blev det.

Det blev REHH, der fik den bedste start på kampen. Holdet kom foran 3-1, og forsvaret virkede ubrydeligt. Det har vi set før. Forsvaret har stået godt i rigtig mange kampe efterhånden, i defensiven virker tingene gennemarbejdede og strukturerede. På det tidspunkt var det umiddelbart svært at se, hvordan Mors–Thy skulle få held til at bryde REHH-forsvaret op – de havde møje og besvær med at komme til afslutninger i indledningen. Heldet – og dygtigheden – fik de så småt, men det var ikke det polerede angrebsspil der førte til, at udeholdet – efter deres noget træge, tunge og jævne offensive start – alligevel satte sig på halvlegen, men derimod et forsvar, som virkede ligeså kompakt og sammentømret som REHH`s og en kontrafase og et par scoringer i tomt mål, der gav udeholdet momentum. Det momentum førte til en Mors-Thy føring på en enkelt pind ved pausen.

Anden halvleg blev lige så tæt og intens som første. Men selvom REHH flere gange kom op i de sidste 30 minutter, på grund af det til stadighed godt spillende forsvar, samt et 7 mod 6 spil, som var med til at åbne Mors-Thy-defensiven op, så var udeholdet alligevel i teten det meste af tiden. Det var REHH, der hang efter. Det var REHH, der skulle indhente det tabte. Kampen igennem havde vi store vanskeligheder med at få åbnet Mors-forsvaret op. De stod kompakt i midten, og da vores backs havde svært ved at få rigtig gang i skuddene og dermed åbne op ude bagfra og tvinge Mors Thy længere frem, så skulle det blive svært. Det blev stregspillet, vi skulle sætte vores lid til. På den position var særlig Zvizej stærk. Han spillede sin bedste kamp i sæsonen og med 6 mål på lige så mange forsøg, var han stærkt medvirkende til, at Mors-Thy aldrig fik skabt et afgørende hul i kampen. Læg dertil at Heinl lavede 2 scoringer og Tidemand en enkelt fra samme position. Det var flot. Det var vigtigt. Uden stregspillet havde vi været ilde stedt.

Artiklen forsætter nedenunder billederne:

Afslutningen blev en gyser. Bagud 23-20 med 3 minutter igen. De første folk begyndte nu at forlade hallen. Den kamp var afgjort, troede de fleste. Det var den så ikke alligevel. Mathias Jørgensen satte en flot scoring ind fra fløjen. Og da Haagen leverede et par fine redninger i den periode, lykkedes det at komme endnu tættere på ved Schønningsen med halvandet minut igen. Nu var stillingen pludselig 22-23. Et velorganiseret REHH forsvar tillod ikke Mors-Thy at komme til en ordentlig chance i deres sidste angreb, og med 20 sekunder igen erobrede vi bolden. Den tid var ikke nok til et velorkestreret angreb, men det var nok til en scoring. 5 sekunder før tid gik Kasper Kvist meget spidst fra fløjen. Kunne han sætte den ind derfra? Det kunne han. En flot scoring og uafgjort var sikret.

Holdet har i flere kampe vist flot moral. Holdet har vist, at det ikke lægger sig ned, ikke resignerer, når der er modgang, og det ser sort ud. Denne helt uomtvistelige og altafgørende egenskab gav igen point. Det var vigtigt. Sørens vigtigt.

Kilde: Annette Knudsen 

Foto: Marc M. Andersen

About Marc andersen

Velkommen til! Mit navn er Marc Mølskov Andersen, jeg kommer fra Esbjerg, og er amatør fotograf. Jeg har taget billeder siden 2013. Jeg startede med at fotografere sport og har været sportsfotograf i mere end 5 år. Jeg leverer billeder til Eliteprospects, som er en stor svensk hjemmeside med ishockey spillere/træner, samt jeg er frivillig fotograf ved Ribe Esbjerg HH, samt Europamester. Men efter som jeg er blevet bedre og bedre, så begyndte jeg at fotografere mere landskabs- og natur billeder. Jeg vil fange motiver som andre ikke ser, med deres blotte øje. Jeg vil gerne vise, at jeg har tænkt over mine billeder, og at de ikke bare er blevet taget tilfældigt. Billederne er taget med ro, fordybelse, respekt og vilje. Jeg lader billederne fortælle hver deres historie. Jeg tager primært billeder i Esbjerg området, men jeg kommer også rundt omkring og fanger andre motiver, derfor kan det svært at kende motivet, hvis ikke du er fra lokalområdet. Jeg prøver at finde nye steder og andre motiver end kun solnedgange. Jeg kan godt lide at finde en lokation, som ingen anden fotograf har brugt. Men hvor der er en vilje, er der også en vej. Jeg er rigtig glad for at fotografere motiver, som man ikke bare lige, ser ved at kigge ud af vinduet. Jeg ønsker at fremhæve hver en lille detalje, sådan at man kan se billedet er taget med hjertet, fremfor kun med en knap på mit kamera. Ligemeget om det er natur eller ishockey billeder, skal de vise de samme følelser, selvom det kun kan fanges på et splitsekund. Der skal være plads til de anderleds billeder, fremfor de almindelig standard billeder. Jeg er rigtig glad for, at du fandt vejen til min hjemmeside og har kigget ind. Jeg er meget glad for at nogen sætter pris på mit arbejde. Jeg vil ønske dig en rigtig god fornøjelse på min hjemmeside, og håber på et glædeligt gensyn. Med venlig hilsen Marc Mølskov Andersen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

%d bloggers like this: