Ribe Esbjerg HH vs. TTH Holstebro

2 min read

Foto: Marc Andersen

Onsdagens sejr over sølvvinderne fra BSV blev på imponerende vis fulgt op lørdag aften med en sikker hjemmesejr over pokalvinderne fra TTH Holstebro. Cifrene 28-25 lyver faktisk en smule. 5 minutter før tid var stillingen 28-22. Sejren var mere komfortabel end cifrene antyder. Og det var stærkt. Virkeligt stærkt.

I første halvleg var TTH Holstebro et lille nøk foran. De hvidblusede var dygtige i omstillingsspillet, kontrafasen og særligt de første 5 sekunders velstrukturerede angrebsspil i ankomstfasen efter en REHH-scoring, var de fabelagtige til. Det mestrer de til fulde. Til gengæld havde vores drenge godt styr på det hele, når forsvaret fik overstået det første Holstebro-pres. I den fase havde Holstebro det svært. Og som kampen skred frem fik de det sværere og sværere.

Angrebsmæssigt var det en stærk Lukas Karlsson som flot svingede taktstokken. Trods en smule vanskeligheder i den ende og en godt spillende Simon Gade i målet, lykkedes det alligevel for REHH at hænge på sidst i halvlegen, hvor en Holstebro-føring på 12-8 støt og roligt skrumpede. En fantastisk slutspurt kulminerende med Miha Zvizej som få sekunder før pausefløjt stjal en bold i forsvaret og omsatte aktionen med en sikker kontrascoring og en udligning til 14-14. Den pausestilling kunne REHH være godt tilfreds med.

Artiklen forsætter nedenfor..

Anden halvleg startede lidt vanskeligt for hjemmeholdet, men efter knap 40 minutters spil overtog REHH fuldstændig taktstokken både i forsvar og angreb. TTH kunne ikke komme igennem til fine afslutninger, og hvis det lykkedes, så stod Søren Rasmussen ofte i vejen. Det var vigtigt. Og selvom TTH Holstebro gik over til 7 mod 6 spil, så lykkedes det forsvaret at holde fremragende stand. Det var også vigtigt.

Endnu engang brændte Enderleit en kanonkamp af og blev da også fortjent kåret som kampens spiller. 7 mål på 10 skud er fremragende af en bagspiller. Og da Gunnar Jónsson og Karlsson fulgte flot trop spillemæssigt og resten af holdet viste klasse og overblik i vigtige sekvenser, så endte det i en sikker og uhyre vigtig sejr. Det er et helt andet REHH-hold, vi ser på banen nu sammenlignet med tidligere i sæsonen. Ingen tvivl. De sidste kampe har der været flot kontrol i samtlige 60 minutter. Uanset hvad der har stået på måltavlen, så har der været ro over spillet. Det giver bestemt håb.

Inden det gik løs i Blue Water Dokken blev der afholdt VIP arrangement i de vanlige omgivelser i Loungen. Her serverede Butcher en meget lækker buffet, hvortil Scandinavian Wine havde leveret gode passende vine. Butcher, der også var dagens VIP Partner, havde sat 2 x nytårsmenu på højkant – den heldige vinder blev trukket efter spisningen.

Kilde: Annette Knudsen

Foto: Marc Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © All rights reserved. EventGruppen | Newsphere by AF themes.